Nedtælling - dag 40 - 0 km - 1146 km

Hvis nogen fra start havde fortalt at der ville stå "dag 40" på bloggen en dag så ....det var nok meget godt ikke at vide det :-)
Solen har skinnet og alle kommer ud af deres huler og mødes og snakker og hygger.
Er så småt begyndt at sige farvel .... Til Lone og hendes mand som er naboer - det var faktisk Lone der skubbede på for at jeg skulle kontakte fyens.dk og jeg har med hende haft en dejlig følelse af at der var nogen der lige havde et øje på os. De gode folk på biblioteket er der også blevet sagt tak til - Lasse og Iben og ...Annemie (??sorry fik ikke spurgt dig) - for husly og strøm og sofa og de første 498 sider i "vi, de druknede". Og en kvinde her på campingpladsen som har planer om en 9000 km tur med hund og elcykel ned gennem Europa - lige nu er hun her med sin mand på en ferie hvor de skiftes til at lægge dagsplanen uden at den anden nødvendigvis ved med hvad. Og så mødte jeg Nick og Nete og deres lille Neo - en lille familie som for nogle år siden stoppede op og sagde: hvad har vi brug for - penge, karriere ..nej vi har brug for hinanden. Og så har de rejst og boet lidt rundtomkring - og oplevet at systemet ikke rigtig er gearet til at man fx har bopæl på en campingplads i en periode. Men lige nu er de her og har åbnet en campingvogn midt i Ærøskøbing "Bohemian Food & Art" hvor de sælger smoothies og vege-mad ...og der hviler en smuk nærværsfred og levendehed over dem og deres lækre lille krudtugle og de udlever så fint Papasans ord om at universet står i kø for at opfylde vores ønsker.

I morgen meget tidligt drager vi syd og vest om Ærø og over til Als. Det er ikke det største eller mest befærdede kryds, men jeg har altid respekt for kryds - og samtidig glæder vi os begge to til de sidste fine hop ind mod Sønderjylland. Håber at nå Broager men det vil dagen vise.
Jeg har en sidste ting jeg gerne vil nå at lære - at være stolt af mig selv! Synes altid det blir lidt med noget forbehold og lidt med en tanke om at det altid skal følges med ydmyghed. Det sjove er, at det gør det! Jeg er fuldt ud klar over hvormange jeg står på skuldrene af og har fået hjælp og støtte fra og at der er store vinger omkring mig og jeg er dybt taknemmelig - men jeg viger heletiden lidt tilbage for at være stolt og har lidt en uforklarlig hybris/nemesisforestilling. Den vil jeg gerne begrave derude på havet i morgen - og lade den afløse af glæden over alt hvad vi har klaret og oplevet.
Og så nærmer slutningen sig.
Lige nu tror jeg på en landing på søndag. Jeg har gjort mig mange tanker om hvad jeg har lyst til og brug for. Hele min familie er den dag til Ezras barnevelsignelse - véd at nogen af jer gerne ville ha taget imod mig, men det er dejligt at tænke på at I er sammen når jeg lander.
Lille My og Niels henter os og ror os i møde - Mille glæder sig SÅ meget til at se lille My - og jeg tror på, at jeg med dét får en langsom landing og at hvis nogen er på de kanter og har lyst til at sige hej inde på landjorden, så vil det være smadder hyggeligt. Det er vildt at det er så snart ...Tanken om , at om få dage skal vi måske en smut på Øresund med Papasan og Gaia er ret dejlig ... Og søndag aften er der udsigt til at sove derhjemme med Jacob ved siden af .... Vi begynder at lægge an til landing - og det er godt!
Fred og alt godt!